Birthes brevkasse om alkoholmisbrug - Jeg drikker for meget!

Hej Birthe,

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få startet, så tror bare jeg starter fra starten, så har jeg da ihvertfald ikke glemt noget.

Jeg er en kvinde på .. år med den skønneste datter på 6½. Vi bor sammen med min kæreste på 4. år og hver anden weekend (torsdag til mandag morgen) også sammen med hans børn. En dreng på snart 9 og en pige på snart 13. Min datters far har vi et rigtig godt forhold til, hvilket man bestemt ikke kan sige om forholdet til min kærestes x-kone. Tvært i mod, så er der dømt krig imellem de 2 og jeg bliver svinet til af hende.

Jeg elsker min kæreste, men føler bare ikke jeg kan gøre noget godt nok eller rigtigt. Så er jeg sur eller også er jeg for glad. Så er jeg for hård eller for blød mht børneopdragelse. Stort set alt hvad jeg siger bliver misforstået eller bare generelt opfattet negativt, også selv om det er sagt med et smil på læben.

Min mor gik bort i 20.. efter rigtig mange års hårdt drikkeri. Det var rigtig hårdt og desværre gik jeg hjemme som ledig på det tidspunkt og følte ingen opbakning fra nogen.

Og nu til det pinlige: Jeg drikker en gang i mellem lidt for meget, spørger du min kæreste er det altid. Men jeg drikker altså ikke hver dag og så er jeg meget træt af, at bare fordi min mor har drukket sig ihjel, hvorfor det så for mig er ulovligt at tage et glas vin eller 2 en gang i mellem. Jeg startede derfor med at gemme det jeg drak for min kæreste - hvilke jo er det dummeste jeg har gjort. Når jeg så vil have noget at drikke, tager jeg rigeligt for ikke at skulle rende så mange gange, og da jeg ikke kan tåle ret meget alkohol, skal der bare ikke meget til, førend det kan høres / mærkes på mig.
Det skal da så også lige nævnes at han ganger det hele med 1 million og slet ikke fatter jeg er flov over mig selv - nej nej, han mener jeg bliver sur. Igen, han er den eneste i det her forhold, som gør det hele rigtigt og sådan har jeg faktisk haft det hele mit liv. ALT hvad jeg har gjort, kunne gøres anderledes og bedre på alle andres måder.

Ja, jeg har da ondt af mig selv, siger det bare aldrig højt eller fortæller det til nogen. I stedet tager jeg en gang i mellem et glas eller 2, bare for at være lidt god ved mig selv. Men det bliver jo nogen gange til lidt for meget. Som sagt, så er det bestemt ikke hver dag jeg drikker og jeg passer mit fuldtidsarbejde, gør rent hjemme, vasker tøj og tager mig af familien.

Min kæreste mener jeg trænger til hjælp med at styre alkoholen, jeg ved det ikke helt selv. Det er jo heller ikke sådan at jeg bliver pinligt beruset når vi er til fest eller har gæster.

Et eller andet sted, har jeg lyst til at flytte alene sammen med min datter, men tror ikke jeg vil kunne undværre min kæreste. Jeg orker bare ikke det med at der bliver holdt så meget øje med mig som der gør og at jeg bliver dømt hele tiden. Han må jo godt drikke øl når han er til fodbold med drengene, men han har jo heller ingen forældre er er død af druk.

Så kære Birte, mener du jeg har brug for hjælp med at styre alkoholen?

Kærlig hilsen
 

 

Svar:

Kære R

Tak for dit brev og tak for din ærlighed.

Der er en sætning der springer lige i øjnene på mig når jeg læser dit brev. Du har skrevet “ Når jeg en gang imellem tager 1 glas eller 2, bare for at være lidt god ved mig selv” ( nogen gange lidt for meget)

Den sætning siger rigtigt meget om afhængighed, når man begynder at drikke lidt for at være “god” ved sig selv så er det et skråplan... fordi det siger er jeg kan ikke finde roen i mig selv, men alkoholen kan give mig den ro så jeg er god ved mig selv..

Nogen gange bliver det for meget !!!, her siger du rent ud at du taber kontrollen over mængde .. igen et tegn på et problem.

3. ting er at din familie reagerer... dvs at der er nogen der påtaler det og føler sig generet af det...når nogen føler sig generet af at “man” får lidt at drikke så er der et problem....

Så du har nærmest selv svaret på dit spørgsmål, ja jeg tror du har brug for noget behandling og jeg syntes det ville være godt for dig at modtage behandling... den ene ting der skal arbejdes med er selve alkoholen... men det vigtigste er at arbejde med ny livsstil samt at lære sig selv at kende og finde ud af hvorfor du har brug for at “være lidt god ved dig selv” 

Samtidigt kan det godt være du har haft en mor der drak for meget, dette kan også gøre dig disponeret uanset om du kan lide det eller ej.

Jeg syntes du skulle tage at ringe til os og få en snak om hvad vi evt. kan gøre for at du kan få et godt liv og dermed også din kæreste.

Kærligste hilsner

Birthe

Kontakt os


Udfyld formularen hvis du gerne vil ringes op - både hvis du gerne vil vide mere om alkoholbehandling, eller hvis du er pårørende.